Hawaii rejse Familien Larsen, Maui og Big Island, 2 øer.
Den 29. juli fløj en forventningsfuld familien Larsen til Hawaii. Vi har fået en storartet hjælp fra Nicksamerika, som vi købte rejsen igennem. Vi har tidligere rejst flere gange i Australien og ud fra det guidede Nick os, så vi fik en helt fantastisk tur til Hawaii. Her er et uddrag fra vores vidunderlige tur til paradis.
Vi var væk i 16 dage fordelt med 7 dage på Big Island og 7 dage på Maui. Vi tænkte, at det var lidt kort tid, men sådan føltes det på ingen måde. Vi fløj direkte fra Kastrup til San Francisco i 11,5 time og efter næsten 5 timers flyvning landede vi i Kona på Big Island. Hawaii ligger 3800 km sydvest for San Francisco i Stillehavet.
Big Island:
I Kona lufthavn tog vi en lille bus i lufthavnen til Hertz’s kontor, hvor vores lejebil stod klar. Vi landede da det var mørkt og landskabet lignede månelandskab. Vi kørte til Kona fik en super lejlighed med delvis havudsigt. Et helt fantastisk sted.
Nick havde anbefalet en strand med mange skildpadder og få mennesker:
Ved Kaloko-Honokohau National Historical Park lige nord for Kona fandt vi via Nick’s rejsetips en strand med næsten ingen mennesker og så mange skildpadder i vandet, at vi skulle passe på, hvor vi gik. Det var helt ubeskriveligt. Skildpadderne lever af de grønne alger på lava klipperne og sten og derfor kommer de ind ved højvande. Vi var helt ”høje” oven på denne oplevelse.
Læs også: Få skræddersyet din rejsedrøm af Nicksamerika
Vi havde udsigt til et vandfald fra vores balkon:
Vi besøgte også regnskoven på den anden side af øen ved Hilo. Her boede vi på Bed and Breakfast som Nick havde anbefalet direkte ved et vandfald!.
Det ligger i fantastiske flotte grønne omgivelser og det store vandfald, havde vi udsigt til fra værelset og fra fælles terrassen. Vores opfattelse er at Hilo er knapt så turistet og livet er noget mere stille på vestkysten end på østkysten ved eks. Kona.
Helikopter tur over en aktiv vulkan:
I Hilo er det oplagt at tage på helikopter tur over vulkanen og lavaen. Min mand og jeg lider af højdeskræk og derfor kom vi ikke af sted. Med vores søn, der aldrig havde fløjet i helikopter, og som gerne ville se den langsomt flydende lava på tæt hold, som er så karakteristisk for Hawaii, besluttede sig for at bestille en tur hos firmaet Blue Hawaii – det største og af mange kaldet det bedste firma på Hawaii. De 50 minutters flyvetid blev påbegyndt med take-off i Hilo og ”Fly me to the moon” i cockpittets radio og kursen blev sat mod Hawaii’s aktive vulkan, som ligger på sydøst siden af øen, nogle kilometer fra havet. Den meget professionelle pilot kunne selvfølgelig ikke garantere synet af flydende lava, da naturen jo har sine helt egne veje, men i dag var en af de gode dage. Synet af lava der langsomt flyder i tykke stråler som var det orangerødt glasur ned i havet, skjult bag det øjeblikkeligt fordampende vand var et uforglemmeligt syn og et vidne om naturens kræfter og evige fornyelse. Som bonus fik man også en masse vandfald at se i området omkring Hilo. Vores søn kom tilbage fra turen og fortalte hvor ubeskriveligt og cool det var.
Så tog vi tilbage til de dejlige lejligheder Nick havde anbefalet igen – denne gang blev vi opgraderet til en lejlighed med fuld havudsigt. Ej, hvor var det godt, det bliver man aldrig træt af. Som det eneste sted i verden kan man snorkle med manta rays på Big Island. Vi valgte at tage med Blue Sea Cruises fra Kona og både ”crewet” og hele turen var en kæmpe oplevelse.
Vi snorklede med Manta Rays!
At snorkle med Manta Rays, kæmpe store rokker med et vingefang på 3-4 meter, er efter sigende en af de 10 ting du bare skal opleve inden du dør. Og det levede så sandelig op til den forventning. Manta Ray snorkling er efterhånden blevet en stor turist-tiltrækker og vi opdagede hurtigt at der var mange både der sejlede ud, men vi fandt et firma som sejlede fra Kona af og som tilbød en meget stor og fin båd (dog undrede vi os meget over, hvor navnet Stillehavet dog kommer fra). Vi blev sejlet til et sted i havet ud for lufthavnen og vi trak i våddragter og fik snorkel udstyr på. En stor ”ramme” blev lagt i vandoverfladen, som man skulle holde fast i og lamper fastgjort til rammen tiltrak planton som Manta Rays spiser. Og pludselig, før vi vidste af det, havde vi 7 kæmperokker svømmende under os i 10 meter vand. Rokkerne e r kendt for at lave ”loops” i vandet, hvilket medvirker til at du ender med at have deres kridhvide bug ca. 10 centimeter fra dine brilleglas, mens de svæver totalt lydløst lige under dig og man bliver nød til at holde vejret af bare spænding. Ydermere, var denne måde at opservere Manta Rays på, langt den sikreste da det var meget nemt at ligge i den samme position uden at forstyrre eller ramme de store dyr, som blot var meget nysgerrige for at se hvem vi var. En magisk og uforglemmelig oplevelse vi sent vil glemme.
Maui:
Så fløj vi til Kahului på Maui. Da vi landede spillede de hawaii musik i flyet og så var vi i den rette stemning. Maui virker meget grøn og frodig.
Hana Road er et must
Hana Road er jo et ”must” på Maui. Vi havde lejet en mustang convertible, som kom helt til sin ret på denne tur. Vi stoppede i Pa’ia, en lille livlig surferby. Vi fik lækker morgen mad på Anthony’s inden vi drog ud på de mange sving og broer. Vores åbne bil var eminent på denne fantastiske flotte tur. Man kører langs den grønne kyst med det azublå hav – og rigtig mange vandfald.
Snorkling i vulkan Krater:
På Maui kan man komme ud og snorkle mange steder men et fedt sted som vi blev anbefalet fra start var et vulkan krater.
Molokini er et gammelt vulkankrater der ligger lige ud for Mauis sydvestkyst. Sådan en snorkeltur betød afgang fra byen Ma’alaea tidligt om morgen. Familien Larsen plus rigtig mange andre spændte turister satte kurs mod Molokini-krateret, i høj sø. Krateret har, set fra luften, halvmåneform og inde i selve ”bugten” blev vi sluppet løs. Det kunne i starten godt se ret svært ud at iføre sig snorkel, briller og svømmefødder, hvorefter vi hopper ud i ti meter vand eller mere med bølger – på trods af at det var inde i en lille bugt. Men når man først kom ud og så det fantastiske koralrev, som den frugtbare vulkanbund har dannet rammen for, var det det hele værd. Vildt mange forskellige koraller i mange farver, var hvad man så og en del fisk havde også fået forvildet sig de 4 kilometer væk fra land, som krateret ligger. Hvad man måske ikke lige tænkte over ved at ligge ude og plaske rundt var at bølgerne gjorde én søsyg og på turen væk fra krateret (hvor vi sejlede igennem et område med ekstra mange bølger) måtte mange ned bagerst i båden. Alle andre kunne man tage sig en bid lækker mad og glæde sig til at skulle se skildpadder i den såkaldte ”Turtle Village”. Ja der var skildpadder, vi så en 3 – 4 stykker og ja de var ret store men når vi var mindst 60 mennesker i vandet, svømmede skildpadderne hurtigt sin vej. Men udover det fik vi nogle glimt af nogle meget store havskildpadder. Som bonus var vi heldige at en flok Spinner-Dolphins valgte at svømme vores vej. Båden vi var på vendte faktisk om og sejlede sammen med flokken på over 100 individer af hoppende og spindende delfiner – en fantastisk oplevelse og prikken over i’et for dagen.
Vulkanen på Maui:
Som en god afslutning på vores rejse besluttede vi os for, at vi den sidste dag inden vi rejste hjem, ville se solopgang fra Maui’s højeste punkt – Haleakala-vulkanen. At skulle stå op kl. 2 om natten, køre i 2 timer til 3,5 kilometers højde virkede i den grad ikke tiltalende på vores 16-årige søn. Man skulle jo tro at en solopgang ligner en solnedgang men der tog vi grueligt fejl. Der var et eller andet magisk og ærefrygtindgydende over at stå over skyerne, tæt pakket med amerikanere i store varme jakker og se himlen langsom lyse mere og mere. Og til sidst brød en, hvad virkede som mikroskopisk, lysstråle frem over en sky og alle udstødte et lille ”gisp”. Indfødte Hawaiianere begyndte at lave ritualer og alle fandt kameraet frem. Ydermere afslørede sollyset det kæmpestore krater man stod foran som vi ikke rigtig havde set før i mørket. Hvis man rigtig hardcore tog man en vandretur gennem krateret men det fravalgte vi.
Masser af god mad og gode restauranter på Maui
Der er 2 restauranter som vi synes er værd at prøve. Vi var på Bubba Gump Shrimps både i Kona på Big Island og i Lahaina på Maui. Restauranten er baseret på filmen Forrest Gump med Tom Hanks. Menukortet er et bordtennisbat og der er 2 skilte som man kan vende med stop og run i forholdt til om betjeningen skal betjene bordet eller bare gå videre – ret sjovt og totalt gennemført koncept
I Lahaina var vi på restaurant Fleetwood Mac. Mick fra Fleetwood Mac besøger tit restauranten og hans trommesæt står i det ene hjørne, da han ejer stedet. Udsigten over Lahaina by og maden var fantastisk.
Der er en helt speciel aloha-atmosfære og en meget venlig lokalbefolkning på ørerne. Flora og fauna er fuldstændig, som at se et postkort. På grund af ørernes isolation findes en stor del af dyr og blomster kun på Hawaii. Man bør unde sig selv en tur hertil en gang i ens liv.
Vi har brugt mange af Nick’s rejsetips, restaurant anbefalinger og kontakter som er rigtig gode.
Vi købte også de bøger om Big Island og Maui, som Nick har anbefalet.
Alt i alt en tur som næsten ikke kan beskrives, for det skal opleves. OG vi vil gerne af sted igen
Steffen, Jeanne og Morten, Nr. Asmindrup
Læs også: Se aktuelle tilbud på rejser til hawaii klik her